Nawaberne blev også interesserede i dans og ansatte hofdansere. Nawab Wajid Ali Shah var ikke blot en connoirsseur, men også en dygtig danser og musiker. Han skabte Thumrimusikstilen og komponerede lyriske kærlighedsdigte, Thumris, i den klassiske stil. Disse sange blev sunget af kathakdanserne og fortolket mimisk. Meningen i den enkelte frase blev udtrykt på forskellig vis med gestik og ansigtsudtryk. Nawaben opmuntrede sine to hofdansere, Binda Din og Kalka Prasad, til at udvikle den Kathakform, som kaldes Lucknow Gharanaen.
Janki Prasad Gharanaen fra Benares er en anden gren af Jaipur Gharanaen, der er kendt for sin ynde og præcision. Nritta, den rene dans er en vigtig del af Kathak, der kræves præcist fodarbejde understreget af mindst 100 bjælder bundet om hver ankel. Skønheden i dansen er den harmoniske forening af kroppens linier der giver rytmen visuel form. Andre af kendetegnene på Kathak er de variationer i tempo og rytmecirkler, hurtige pirouetter og stop.
Ynde og flyende bevægelser er de æstetiske kvaliteter. Dansen ledsages af hindustani musik, den nordindiske musiktradition. Kathak har udviklet sit eget hasta mudrasystem, som ikke hviler synderligt på sanskritkilderne. Poetiske temaer eller episoder udtrykkes gennem rytmiske bevægelser og stillinger i Ghat Bhava.
Omkring 1930 begyndte Kathak at komme frem som en nutidig kunstart. Nogle dansere har skabt balletter med temaer fra sanskritdramaerne. Mens andre har sammensmeltet Jaipur Gharanaens abstrakte dans med Lucknow Gharanaens mimiske dans for at genskabe Kathak in toto og har samtidig givet ny ånd til denne form.
Kvindekostumet består af et knæ – eller ankellangt rundskåret skørt over snævre bukser med kort bluse, vest eller jakke pyntet med guldsmykker. Håret bæres i en lang fletning dækket af et slør.
Mændene bærer jakke med rundskåret skød eller skjorte med skærf over snævre bukser pyntet med enkle smykker.
Kostumerne er af farverige silke eller brokade.